RedLightCenter
Loading...Town of Sins føles ikke som et spil, der prøver at imponere dig. Det føles som et sted, du lige er gået ind i, lidt usikker på, hvad der foregår, uden at nogen haster for at forklare det. Du ankommer, du ser dig omkring, du taler med folk, og lidt efter lidt begynder byen at give mening — eller måske gør den ikke, og det er lidt pointen.
Der er ingen lang intro eller tutorial, der fortæller dig, hvordan du spiller ordentligt. Du efterlades ret hurtigt alene, hvilket får alt til at føles mere personligt. Du klikker på ting, fordi du er nysgerrig, ikke fordi spillet har sagt det. Samtaler føles ikke som fyld. Folk reagerer, husker ting, nogle gange opfører sig mærkeligt, nogle gange overraskende normalt. Det giver byen en følelse af at være levet i, som om livet allerede skete, før du dukkede op.
De visuelle elementer er enkle, men passende. Intet prangende, intet der prøver for hårdt. Stilen forbliver konsekvent, og efter et stykke tid stopper du med at tænke på, hvordan det ser ud, og fokuserer bare på, hvad der udfolder sig. Fremskridt kommer langsomt, gennem udforskning og valg, ikke gennem grinde eller menuer.
At være fri til at spille hjælper. Du kan bruge rigtig tid på det uden at føle dig presset. De ekstra muligheder er der, hvis du vil have dem, men kerneoplevelsen står på egne ben. Det hjælper også, at der er et aktivt fællesskab — det føles som et spil, folk stadig taler om, stadig opdager.
Town of Sins fungerer bedst, når du lader det ånde. Hvis du nyder spil, der ikke haster dig, der lader ting udfolde sig naturligt og nogle gange akavet, har det et stille drag, som er let at gå tabt i.
